Der eksisterer mange misforståelser om alkoholisme. Mange tror, at hvis man passer sit arbejde, og bor med sin familie, så kan man da ikke være ”rigtig alkoholiker”.
Modsat af hvad mange tror, så forekommer langt den største del af misbrug alkohol i Danmark blandt ”helt almindelige mennesker ” med både arbejde og familie.
Det er vigtigt at pointere, at når man i alkoholbehandling bruger ordene alkoholiker og alkoholisme, har det intet at gøre med “bumsen på bænken”, men udelukkende betyder, at man har 3 af ovenstående symptomer.
Man behøver altså ikke hverken drikke om morgenen eller drikke hver dag for at have diagnosen alkoholisme.
Men uanset hvad man kalder det: alkoholisme, alkoholmisbrug eller alkohol-overforbrug, så er det jo sådan, at hvis alkohol giver problemer, så har man et alkoholproblem.
Og hvis man ikke evner at nedbringe sit forbrug, er det fornuftigt at søge professionel hjælp til at løse problemet.
De officielle kriterier for alkoholisme, der er nævnt ovenfor kan dog godt være lidt vanskelige selv at svare utvetydigt ja eller nej til. Så nedenfor er der en liste over nogle af de typiske tegn på alkoholisme.
Tegn på alkoholisme:
- At der til tider er ting man ikke kan huske fra aftenen før, da man var beruset (Blackout)
- At andre – partner, børn, familie eller andre – har påtalt alkoholforbruget, og foreslået at man skærer sit alkoholforbrug ned
- At man til tider oplever dårlig samvittighed og skyldfølelse på grund af sit alkoholforbrug
- At man drikker alene
- At man har svært at stoppe igen, efter man er begyndt at drikke alkohol – og derfor ofte ender mere beruset end planlagt. Den manglende stopknap er et meget markant symptom på alkoholisme
- At man forsøger at skjule sit alkoholforbrug – enten ved at gemme flasker, drikke uden andre ser det, eller benægte drikkeriet, når andre konfronterer dette.
Man behøver slet ikke have alle ovenstående tegn for at der er tale om alkoholisme, men ofte vil specielt pårørende kunne genkende en del af disse, og har man bare 3 – 4 af dem, er der overvejende sandsynlighed for, at personen har udviklet alkoholisme.